Charmerende murstensvilla med 173 m² bolig, masser af plads og skøn have centralt i Roskilde
På Sankt Jørgens Vej 20 i Roskilde finder I en charmerende villa, hvor klassisk arkitektur, lyse opholdsrum og en hyggelig atmosfære går hånd i hånd. Ejendommen har 173 m² boligareal samt en udnyttet 2 sal og fuld kælder på 99 m², hvilket giver god plads til både familieliv, hobbyaktiviteter og opbevaring. Det er en bolig med masser af personlighed, fine detaljer og en dejlig have i flere niveauer, hvor der er plads til både afslapning og hyggelige stunder under åben himmel.
Udefra fremstår villaen med sin flotte røde murstensfacade, klassiske røde tegltag og karakteristiske småsprodsede palævinduer, som tilsammen giver huset et tidløst udtryk. Ejendommen der indtil 2009 var en 2-familieejendom, er indvendigt blevet istandsat med respekt for dens klassiske stil. De fleste vinduer er de oprindelige, som er monteret med forsatsvinduer. Terrassedørene er nyere med termoruder, men i den oprindelige stil og udført i kernetræ. Ejendommens gulve er oprindelige fyrtræsgulve som er sæbebehandlede og de fleste rum har stuklofter og/eller rosetter.
Indenfor kommer man ind i en lys og indbydende entré med adgang til gæstetoilet, samt en flot trappe, der forbinder husets etager. Fra entreen går man ind i stuen, som byder på god plads til en sofagruppe, og der er direkte udgang til drivhuset. De store vinduer sørger for et skønt lysindfald og et fint kig til haven. Fra stuen er der dobbeltdøre til køkken/alrummet.
Køkkenet, der ligger i åben forbindelse med spiseområdet, er indrettet med et snedkerkøkken fra 2018 med lodrette egetræsfronter og tappede skuffer, en lys og let bordplade med god arbejdsplads og snedkerbyggede højskabe i hvid, som falder i med væggene. Køkkenet er udstyret med en kobbervask og endevæggen er behandlet med irret kobber-puds. Den åbne indretning skaber en naturlig sammenhæng mellem køkken og opholdsrum. Køkken/alrummet har en hyggelig brændeovn (2014) indsat i skorstenen, og adgang til depotrum/viktualierum med håndvask. Der er fra køkken/alrummet udgang til en stor terrasse som er opdelt i flere opholdsrum af et veletableret staudebed. Stueetagen rummer også et stort soveværelse med skabsvæg.
På førstesalen finder I 4 gode værelser, der kan indrettes efter familiens behov. Her er plads til både soveværelse, børneværelser, kontor/krearum eller gæsteværelse. De skrå vægge og fine vinduespartier samt kvist giver rummene en hyggelig atmosfære. Her findes desuden et ældre badeværelse med brus. Huset byder også på en ekstra etage, nemlig 2. sal, hvor spidsloftet er udnyttet til et stort og hyggeligt rum med skrå vægge og synlige loftskonstruktioner og en lille brændeovn, der giver flere indretningsmuligheder (rummet er ikke godkendt til beboelse).
Der er fuld kælder under huset, hvilket er et stort supplement til boligen og giver masser af ekstra plads. Her er gode muligheder for opbevaring, værksted og forskellige hobbyaktiviteter, så boligens øvrige kvadratmeter kan udnyttes til familielivet. Der er også vaskekælder med vaskemaskine og tørretumbler og plads til en kummefryser.
Den store grønne have følger den oprindelige haveplan, som blev lavet af bygherren der var havearkitekt. Haven rummer en lille skov med det skønneste træhus-træ, gamle æbletræer og store krydderurter samt mange blomstrende buske og stauder, flere rosenbede og det smukkeste mini-syrentræ. I drivhuset vokser en gammel vin, som giver meget smagfulde druer, og god stemning. Drivhuset kan med fordel benyttes til ophold som forlænger sommeren. Haven har i det hele gode muligheder for socialisering og leg og inkluderer en nedgravet trampolin.
Beliggenheden på Sankt Jørgens Vej er en af de mest populære adresser i byen, da det ligger tæt på byen og alligevel roligt og på en vej med godt naboskab og årlig vejfest. Her kan I nyde godt af Roskildes hyggelige bymiljø med butikker, caféer og kulturtilbud, samtidig med at I får en bolig med god plads til hele familien tæt på havnen og fjorden.